Outsourcing Manager – vær med til at præge og udvikle et helt nyt område

7000, Fredericia

Vil du arbejde i et kerneområde i Bankdata og få et tæt samarbejde på tværs af vores organisation?
Og motiveres du af at holde dig i topform på outsourcingområdet, hvor du kan både understøtte og udvikle processer?

Her får du muligheden for at træde ind i en helt ny rolle i Bankdata, som er i hastig udvikling – og samtidig få både en fleksibel hverdag og fagligt stærke kolleger i et virkelig velfungerende team.


Et team med sourcing og IT-kontrakter i centrum

Fra vores kontor i Fredericia bliver du en del af vores Kontrakt & Licensstyringsteam, hvor vi beskæftiger os med outsourcing, compliance, kontrakter, licensstyring og sourcing. Vores team tæller pt 5 kolleger, primært med juridisk baggrund, og sammen nyder vi et stort tværfagligt samarbejde. 

Du kommer til at arbejde tæt sammen med teamets outsourcingansvarlige, som har det forkromede overblik og rapporterer til kunder og ledelse, mens dine opgaver er mere hands-on i tæt samarbejde med de interne og eksterne stakeholdere. Det er et område i vækst, og vi håndterer for øjeblikket 50-60 outsourcingprojekter, og der kommer løbende nye til.


Dyk ned i vores outsourcingprocesser

Da det er en ny rolle, får du gode muligheder for at påvirke din hverdag. Overordnet set får du et tæt samarbejde med alle vores områder og leverandører, hvor du sørger for at følge tæt op på deres forskellige outsourcinger og tilhørende processer. Samtidig holder du dig opdateret på den relevante lovgivning, så vi sørger for altid at leve op til de gældende regler på området.

Specifikt kommer du til at:

  • understøtte områder i udførslen af de eksisterende outsourcingprocesser
  • arbejde tæt sammen med de enkelte områder om at udfylde outsourcingartefakter og lave opfølgning på leverandører
  • videreudvikle eksisterende outsourcingprocesser
  • etablere hjælpeværktøjer, der gør outsourcing nemmere at håndtere i hverdagen.

”Du får en nøglerolle på et område, som er i hastig og konstant udvikling, og hvor du virkelig kan få lov til at sætte dit eget præg og sørge for, at vi er klar til både nutidens og fremtidens outsourcing,” siger afdelingsleder Kent Clausen.


Løbende udvikling i et fagligt stærkt team

Dine nye kolleger har en tung faglig viden, som du får gode muligheder for at lære en masse af. Samtidig bliver din kontaktflade utrolig bred, og da dit arbejdsområde er højaktuelt, får du mulighed for hele tiden at udvikle dig. Du får fx et tæt samarbejde med vores sikkerhedsafdeling og skal holde dig ajour med EU-lovgivning.

Derudover har vi selvfølgelig en fleksibel ordning, hvor du har gode muligheder for hjemmearbejdsdage – men vi værdsætter også den kollegiale sparring og de gode grin, vi får på kontoret i Fredericia.


Du kan favne det komplekse og abstrakte – og har en god IT-forståelse

Med dine gode menneskekundskaber og kommunikative evner, trives du i at have en stor kontaktflade blandt mange forskellige fagligheder. I den forbindelse formår du desuden at videreformidle komplicerede fagområder, når problemstillinger og løsninger skal sendes til godkendelse hos bl.a. vores bestyrelse.

 Derudover forestiller vi os, at du:

  • har en lang videregående uddannelse, måske inden for jura eller økonomi
  • kan favne komplekse processer og problemstillinger, der spænder over mange fagområder
  • måske har erfaring fra den finansielle sektor eller IT, så du kan forstå og videreformidle faglige problemstillinger på de områder
  • eventuelt har siddet som projektleder eller rådgiver, eller måske har du beskæftiget dig med at drive processer
  • eventuelt har arbejdet med GDPR og outsourcing.


Er du vores nye Outsourcing Manager?

Så send din ansøgning og dit CV allerede i dag via nedenstående link. Tiltrædelse er hurtigst muligt, og vi behandler ansøgninger løbende.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Kontrakt & Licensstyring Kent Clausen på 61 61 89 79 eller mail til ktc@bankdata.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.


Søg stillingen 


Bankdata
Bankdata er ejet af 8 pengeinstitutter og er med sine godt 900 ansatte en af landets største IT-arbejdspladser. Vi tilbyder stor frihed i jobbet, personlige udviklingsmuligheder, en række personalemæssige goder og en løn, der matcher jobbet. Analyser viser, at vi har nogle af landets mest tilfredse medarbejdere, og du kan læse meget mere om, hvad nogle af dem siger om at arbejde hos Bankdata.