Senior Software Developer til front-runner i den finansielle sektor

Bankdata — Silkeborg eller Aarhus

Vil du med i forreste række på den teknologiske udvikling i bankverdenen og være med til at udvikle morgendagens låne- og finansieringsløsninger? Så er Bankdata stedet for dig!

Din nye arbejdsplads
Bankdata er et moderne it-udviklingshus med 700 ansatte fordelt på lokationer i Fredericia, Aarhus og Silkeborg samt en afdeling i Indien. Bankdata er et af de største it-udviklingshuse inden for den finansielle sektor og leverer totale it-løsninger til den danske bankverden.

Bankdata er kundeejet og opfylder medlemsbankernes behov for moderne, sikre og stabile it-løsninger på både teknologisk og systemmæssigt niveau, så de er konkurrencedygtige i forhold til den øvrige finansielle sektor.

Som en del af Lån & Finansiering i Bankdata vil du træde ind i et område med 110 andre højt engagerede og kompetente kolleger, der i fællesskab arbejder på alle aspekter af fremtidens låne- og kreditsystemer i tæt samarbejde med Bankdatas kunder og andre forretningsområder.

Din nye rolle
Som Senior Software Developer vil du komme til at arbejde i et dynamisk, inspirerende og engageret miljø med gode muligheder for at udvikle dig både fagligt og personligt. Vi arbejder i et Scrum-baseret agilt SAFe-setup med kort fra udvikling til produktion, tæt kundekontakt og høj kompleksitet. Setuppet giver dig som udvikler stor frihed og mulighed for at sætte dit præg på løsningerne.

Dine hovedopgaver vil som en del af et agilt Scrum-team bestå primært af softwareudvikling i Java EE, afdækning og nedbrydning af krav i samarbejde med teamets Product Owner og forretningskonsulenter, design af services og databasestrukturer, automatiseret test ud fra TDD-principper, deployment samt driftsopgaver.

Din profil
Fagligt har du:

  • En længerevarende relevant it-uddannelse eller lignende med fokus på datalogi og/eller softwarekonstruktion.
  • 3-4 års erfaring med objektorienteret softwareudvikling, gerne i Java EE.
  • En præference for at arbejde back-end eller full-stack og har erfaring med implementering af microservices, gerne på en OpenShift- eller Kubernetes-platform.
  • Erfaring med BitBucket, Git og Jenkins.
  • Erfaring med et Angular- eller lignende framework vil være en fordel til front-end-delen.
  • Kendskab til Domain Driven Design vil være en fordel, men ikke en forudsætning.

Som person er du kvalitets- og ansvarsbevist og sætter en ære i at levere gode løsninger. Du finder muligheden for at komme med på en spændende teknologisk udviklingsrejse og er klar til at løfte i flok med teamet. Du har erfaring med og ynder at arbejde agilt og er ikke bange for ofte at opsøge viden og sparring både i og uden for teamet samt indgå i opgaver på tværs af Bankdatas områder.

Vi tilbyder dig
Du vil blive en del af en professionel it-afdeling med høj faglighed. Her vil du indgå i et område bestående af i alt 12 teams. Samarbejdet i og på tværs af disse teams er baseret på gensidig respekt, og der er plads til en afslappet og humoristisk omgangstone. I teamet indgår du på lige fod med dine kollegaer og har indflydelse på, hvilke arbejdsopgaver du løser.

Hos Bankdata tilbyder vi dig en konkurrencedygtig og fleksibel lønpakke, gode pensionsforhold, mulighed for op til syv ugers ferie, flekstid, bruttolønsordning samt gunstig honorering af overarbejde – bare for at nævne et par stykker.

Vil du vide mere eller søge jobbet? 
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Anders Bjerg Pedersen på 79 24 26 03 eller apd@bankdata.dk. Send gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi behandler ansøgningerne og holder samtaler løbende.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Søg stillingen