Sourcing manager! Er du klar til at sætte retningen for fremtidens sourcing-processer?

7000, Fredericia

Hos Bankdata kan du arbejde med sourcing af software, digitale services og SaaS – områder med stor betydning for organisationen – og samtidig få ansvar for sourcing af konsulenter.

Med vores fortsatte vækst har vi et større behov for eksterne konsulenter, særligt projektledere, udviklere og andre IT-specialister. Det kræver skarp sourcing og optimering af området – og giver dig stor mulighed for at sætte dit eget præg.

“Flere processer skal struktureres og sættes i system, fx opfølgning og rapportering, så vi kan sikre, at vi bliver endnu skarpere til at finde de rigtige konsulenter. Med ansvar for området kan det være helt op til dig, hvordan det i fremtiden skal se ud,” – fortæller afdelingsleder Kent Clausen.

Del arbejdsdagen med et skarpt team af Sourcing Managers

Du bliver en del af vores IT Sourcing-afdeling, som består af 4 dedikerede kolleger med ansvar for indkøb, licenser og kontraktstyring. Vi har hver især vores områder, som vi er ansvarlige for. Men vi arbejder tæt sammen og hjælper hinanden for at sikre, at vi alle når i mål.

Vi holder til på Erritsø Bygade i Fredericia. Men bor du langt fra Fredericia, er der også mulighed for at få kontor i vores afdelinger i Silkeborg eller Aarhus.

Du styrer kontrakter sammen med teamet

I teamet deler vi ansvaret for sourcing af bestemte områder, fx software, digitale services og SaaS. Og som en del af teamet tager du også del i ansvaret.

Fx står du for at:

  • forhandle kontrakter og kommercielle forhold
  • sikre, at interne politikker og lovgivning, som fx outsourcing-bekendtgørelsen og GDPR, overholdes, så Bankdatas krav til compliance og legal opfyldes
  • deltage i og gennemføre udbud
  • rådgive kolleger, der har spørgsmål omkring kontrakter
  • følge op på kontrakter, herunder genforhandling og løbende optimering.

Du bestemmer retningen

Sourcing af konsulenter bliver dit eget område, som du skal styre og optimere, med målet om at sikre høj kvalitet, effektivitet, leveranceevne, tilfredshed og besparelser.

Et af de mange optimeringsprojekter kan fx være indførelsen af opfølgende spørgeskemaer, som skal sikre, at vi får feedback på, hvor tilfredse kollegerne har været med konsulenternes arbejde.

Derudover får du al mulighed for at udnytte dine kompetencer på andre områder, som du kender til og har interesse i.

“Mulighederne er mange. Det afhænger bare af, hvad du bringer til bordet, og hvilken retning du gerne vil hen i," tilføjer Kent.

Har du styr på indkøb og IT?

Du er en skarp forhandler og yderst målrettet, når det kommer til at få de rigtige aftaler i hus. Samtidig er du kreativ og glæder dig ved tanken om at arbejde hos en virksomhed, hvor der er plads til at tænke i nye baner.

Derudover har du:

  • 3+ års erfaring med sourcing, fx som indkøber eller contract, vendor, license eller procurement manager, i en større virksomhed eller et softwarehus
  • erfaring med forhandling af IT-kontrakter og generelt godt styr på IT-termer og -begreber
  • en merkantil/kommerciel eller juridisk uddannelse, som fx cand.merc. eller cand.jur.

Interesseret?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte ansættende afdelingsleder Kent Clausen på 6161 8979 eller ktc@bankdata.dk. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så søg allerede i dag.

Vi glæder os til at høre fra dig.

 

Søg stillingen

 

Bankdata
Bankdata er ejet af 8 pengeinstitutter og er med sine godt 850 ansatte en af landets største IT-arbejdspladser. Vi tilbyder stor frihed i jobbet, personlige udviklingsmuligheder, en række personalemæssige goder og en løn, der matcher jobbet. Analyser viser, at vi har nogle af landets mest tilfredse medarbejdere, og du kan læse meget mere om, hvad nogle af dem siger om at arbejde hos Bankdata.