IT-Sikkerhedsinteresseret studiemedhjælper søges til Sikkerhed & Compliance i Bankdata

Fredericia, Silkeborg eller Aarhus

Ambitiøs studentermedhjælper med interesse for it sikkerhed

Vil du arbejde med IT-sikkerhed i Bankdata samt bistå vores medlemsbanker i at bevare det høje sikkerhedsniveau? Vi søger en ambitiøs og målrettet studentermedhjælper til afdelingen Sikkerhed & Compliance i Bankdata, der vil være med til at udføre eksisterende kontroller samt være med til at udtænke nye.


Du bliver en del af en…
… professionel IT-sikkerheds- og Compliance-afdeling med en høj faglighed. Her indgår du i et erfarent team, som har et godt samarbejde baseret på gensidig respekt, højt energiniveau og plads til en humoristisk omgangstone. Afdelingen består af 14 knalddygtige kolleger. Tværfag-lighed og samarbejde i afdelingen er afgørende for, at vi hver dag lykkes.


IT sikkerhed i Bankdata og for bankerne
I Sikkerhed & Compliance varetager vi både Bankdatas interne IT-sikkerhed og samtidig hjælper vi vores kundebanker med sparring, rådgivning og teknisk støtte. Da vi arbejder med Danmarks kritiske infrastruktur, tages IT sikkerheden meget alvorligt.
Som studiemedhjælper i Sikkerhed & Compliance vil du primært være med til at udføre faste kontroller for fx misbrug, fejlkonfigurationer, udtræk fra SIEM løsninger, sårbarheds- og malware scanninger mm. Da dette område er i konstant udvikling, vil du også have rig mulighed for at få indflydelse på udførelsen af eksisterende kontroller samt implementeringen af nye. Du vil blive grundigt oplært i de systemer, det forventes du skal betjene.
Disse kontroller udføres typisk på udtræk af logs fra Bankdatas IT-systemer og du vil derfor primært arbejde med at kontrollere, om de handlinger du ser, er legitime. Du vil gennem sidemandsoplæring med en erfaren IT-Sikkerhedskonsulent blive sat ind i dine opgaver, og oplært i hvad der er normal adfærd og hvad der virker mistænkeligt. Der vil være rig mulighed for at have indflydelse på din arbejdsgang og den måde hvorpå kontrollerne udføres. Derudover vil der være mulighed for at byde ind på andre opgaver, hvis de skulle fange din interesse.


Hvad søger vi?

Vi forventer, at du derfor allerede er i gang med en relevant IT-sikkerhedsuddannelse eller anden IT-uddannelse og har interesse for IT-sikkerhed. Derudover vil det være en fordel, hvis du:

  • Er interesseret i IT-sikkerhed
  • Har grundlæggende kendskab til Windows og Linux
  • Har grundlæggende kendskab til Log Management og SIEM
  • Er ambitiøs og målrettet
  • Kompetencer og erfaringer inden for software udvikling vil være et plus
  • Har gode sproglige og skriftlige evner inden for dansk og engelsk

Medspiller med drive og gode samarbejdsevner
For os er dine sociale færdigheder lige så vigtige som dine faglige kompetencer. Som person er du selvstændig, engageret med et stort drive og kan håndtere både ansvar og frie arbejdsrammer. Du har et godt humør og gode samarbejdsevner, så du kan fungere som en aktiv medspiller i teamet og området.
Stillingen er på én dag om ugen, men kan variere i perioder. Der er god mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder. Dit faste arbejdssted vil være enten i Silkeborg, Fredericia eller Århus. Oplæringsperioden vil foregå i Fredericia.


Lidt om os i Bankdata
Bankdata er et moderne IT-udviklingshus med 700 ansatte fordelt på lokationer i Fredericia, Aarhus og Silkeborg samt en afdeling i Indien. Vi er et af de største IT-udviklingshuse inden for den danske finansverden og leverer totale IT-løsninger til den finansielle sektor. Vi opfylder kundernes behov for opdaterede, sikre og stabile IT-løsninger på både teknologisk og systemmæssigt niveau, så de er konkurrencedygtige i forhold til den øvrige finansielle sektor.


Interesseret?
Hvis jobbet lyder interessant, så send din ansøgning via dette link snarest muligt, vedhæft gerne dit CV, karakterer fra din gymnasiale eller erhvervsuddannelse samt andet der kunne være relevant for stillingen. Du kan også ringe til IT-sikkerhedskonsulent, Kristoffer Dichov Juul Rasmussen på 7924 2514, hvis du har konkrete spørgsmål til stillingen.


Vi ser frem til at høre fra dig.