Teknisk udviklings- og driftsansvarlig til ITSM

Vil du gerne udvikle dig inden for faglig ledelse?

Og kunne du tænke dig et udadvendt job inden for ITIL-processer og IT Service Management?

”Her får du mulighed for at sætte retningen for, hvordan vi arbejder med ITSM-værktøjer og dertilhørende processer. Du kommer også til at gå i dialog med vores leverandører og kunder i bankverdenen om udviklingen af værktøjerne og være den, der prioriterer, hvilke opgaver teamet skal og ikke skal gå videre med.”
– Afdelingsleder Bent Lind

Stå i spidsen for et fagligt stærkt team
I IT Service Management-teamet i Fredericia ejer, drifter og udvikler vi ITSM-værktøjerne i Bankdata, herunder Cherwell og INFO samt relaterede processer og opgaver. Derudover er vi ansvarlige for change management og deployment af core systemer.

Derfor er din indsats som bindeled mellem IT, forretning og leverandører og den koordinerende leder af teamets opgaver afgørende for, at fx kundernes fejlmeldinger kan blive registreret og håndteret effektivt, og at vi kan forblive konkurrencedygtige over for vores banker.

”Du kan glæde dig til at styre opgaveplanlægningen for et team på 5 dedikerede og fagligt dygtige teknikere, udviklere og arkitekter, som har en kæmpe indsigt i området og en stor vilje til at løse opgaverne.”
– Afdelingsleder Bent Lind

Du navigerer i interessenternes ønsker til værktøjerne
Som teknisk udviklings- og driftsansvarlig og ITSM-systemejer tager du dialogerne om værktøjerne og tilhørende processer med kunderne og sætter opgaverne og teamets leveranceplan ud fra dem.

Du er den, der:

  • lytter til input og forespørgsler om systemændringer fra fx pengeinstitutterne eller vores udviklere
  • prioriterer, hvilken retning systemerne skal udvikles i
  • styrer teamets sprints og backlog
  • får de relevante interne og eksterne stakeholders til at se værdien i værktøjerne.

Relationsskabende og interesseret i dialog
Da du vil indgå i mange dialoger om værktøjerne med interne teams, leverandører og kunder, er det vigtigt, at du formår at få alle til at føle sig set og hørt. Derudover er du klar til at udfylde rollen som systemejer og planlægger med gennemslagskraft og en naturlig myndighed, og du sikrer, at ITSM-området udvikles i den rigtige retning.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har erfaring og viden om ITSM-systemer og ITIL-processer
  • formentlig har erfaring som team lead eller projektleder og derfor kan scope, prioritere og planlægge tekniske opgaver i passende sprints
  • har erfaring med teknisk udvikling i et ITSM-værktøj – dette er dog ikke et krav
  • er drevet af både drift og teknik, når du sikrer den rigtige videreudvikling af processer og værktøjer
  • kan kommunikere tekniske emner til ikke-teknikere og forretningsbehov til teknikere.

Interesseret?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte ansættende afdelingsleder Bent Lind på +45 2370 2040. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så søg allerede i dag.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg stillingen