Senior software developer til udvikling af finansiel infrastruktur

Er du klar til at gå forrest og sætte standarden som en del af et agilt host-udviklingsteam? 

Og vil du være den, der sætter retningen, når vi skal modernisere vores komplekse host-platforme?

”Du kommer bag kulissen i danske pengeinstitutter og får indflydelse på, hvordan datacentralen for flere danske banker bliver udviklet. Sammen med resten af teamet får du nemlig ansvaret for udviklingen af deres regnskabssystemer, som afvikles på host-platforme.”
– Afdelingsleder Anders Bak Jensen

Vi arbejder efter agile principper
Teamet består af 3 udviklere, 2 forretningskonsulenter, 1 Scrum master og 1 product owner. Sammen udvikler og vedligeholder vi de usynlige, men vitale systemer, som understøtter bankernes års-, halvårs- og kvartalsregnskaber. Vi arbejder med agile arbejdsmetoder og continuous improvement og håber, at du vil være med til at bidrage til vores team, hvor vi værdsætter samarbejde og en åben og ærlig dialog. Du får arbejdssted i Silkeborg.

Vær med til at forme fremtidens regnskabssystemer
Din primære opgave er at udvikle og vedligeholde host-programmer, herunder at være bannerfører på at få moderniseret og skabt struktur i vores komplekse platforme, så vi kan danne os et overblik og højne driftssikkerheden.

Derudover vil du også:

  • forankre design- og arkitekturprincipper lokalt i teamet
  • samarbejde med de økonomifagligt tunge specialister, som er brugere af regnskabssystemerne
  • udtrække, analysere og sammenstille regnskabsdata
  • analysere og refine stories og tasks på tværs af teams
  • udarbejde dokumentation og agere bindeled mellem interessenter.

Erfaren COBOL-udvikler
Andre kender dig som én, der stiller høje krav til kvaliteten og har fokus på det gode håndværk i softwareudvikling. Og så har du lyst til at skabe gode samarbejdsrelationer til dine kolleger i teamet og til øvrige kolleger rundt omkring i Bankdata.

  • Du har gerne en kandidatuddannelse, fx i datalogi eller lignende. Det er dog ikke et krav.
  • Du har minimum 5 års erfaring med COBOL-softwareudvikling.
  • Du har solid dataforståelse og erfaring med at arbejde med data, herunder dataudtræk og -sammenstilling.
  • Du er analytisk og kan omsætte kompleks forretningslogik og -processer til fungerende kode.
  • Du er en dygtig kommunikatør på dansk og engelsk og kan formidle komplekse problemstillinger på en enkel og letforståelig måde til dine kolleger i og uden for teamet.

Interesseret?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Anders Bak Jensen på 5136 0091. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så søg allerede i dag.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Søg stillingen