Bankdata ansætter ny økonomidirektør

Efter 20 år som revisor, konsulent, CFO og direktør tiltræder Klaus Sørensen d. 1. august 2018 som ny økonomidirektør i Bankdata, som leverer finansielle it-løsninger til 11 danske banker og 1,6 mio. bankkunder. Han skal stå i spidsen for økonomiafdelingen, som skal videreudvikles og fremover være en endnu stærkere sparringspartner ift. investeringer og drift.

Klaus Sørensen, 42, tiltræder den 1. august 2018 som ny økonomidirektør i Bankdata. Han kommer fra en stilling som økonomi- og planlægningschef ved Regionssygehusene Sydvestjysk Sygehus, hvor han med stor succes skabte en mere performancebaseret økonomistyring.

Han har en fortid i bl.a. Falck, PwC og Vestas, og han har gennem 20 år opbygget et solidt ledelsesmæssigt og fagligt fundament gennem ansættelser i både den offentlige sektor og private virksomheder.

Den kommende økonomidirektør glæder sig til opgaven, som sætter ham i spidsen for videreudviklingen af Bankdatas økonomiafdeling, som fremover skal være en endnu stærkere sparringspartner ift. investeringer i virksomhedens mange udviklingsprojekter samt den daglige drift. Han skal desuden sikre pålidelige forecasts, der skal danne fundament for projektstyring og allokering af ressourcer i en virksomhed, der for nylig gennemførte sin agile transformation.

”Jeg ser frem til nye udfordringer i en branche og virksomhed, som i disse år gennemgår en fantastisk transformation, og hvor jeg kan bruge mine faglige værktøjer samtidigt. Jeg har især savnet markedskræfterne, og Bankdata er en enormt spændende virksomhed, hvor jeg tilmed får en relativt fri rolle og ikke mindst muligheden for at redefinere økonomifunktionen og investere yderligere i de menneskelige ressourcer, som jeg personligt vægter højt,” siger Klaus Sørensen.

Også adm. direktør Claus Hjort Bjerre ser frem til Klaus Sørensens tiltrædelse:

”Vi ser frem til samarbejdet med Klaus. Han har en bred erfaring, der er et stærkt match for kombinationen af vores rammestyrede og individuelle økonomi. Klaus kommer med solid ledelseserfaring og evnen til at forstå den forretning, han er en del af, og jeg glæder mig til at Klaus bliver en del af vores team, hvor han bliver helt central for at sikre det økonomiske samspil med vores kunder, i et stadigt mere komplekst miljø med øget regulering og accelererende digitalisering, siger Claus Hjort Bjerre fra Bankdata.

Klaus Sørensen får reference til adm. direktør Claus Hjort Bjerre og bliver det syvende medlem af Bankdatas direktørteam. Han bor til daglig i Esbjerg med sin ægtefælle og 3 drenge.

Tidligere ansættelser
2014-2018: Økonomi- & Planlægningschef, Regionssygehusene Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

2012-2014: CFO & Direktør, Falck Safety Services DK, Esbjerg

2011-2012: CFO & Vice President, Vestas Tower Group, Varde

2007-2011: Director Reporting & Compliance, Vestas Tower Group, Varde

2006-2007: Group Controller, Ribe Jernindustri A/S, Ribe

2004-2006: Seniorkonsulent, PriceWaterhouseCoopers, København

2000-2004: Revisor, BDO ScanRevision, København

Uddannelse
Klaus Sørensen er uddannet revisor og er cand.merc.aud fra Copenhagen Business School.

Om Bankdata
Bankdata leverer finansielle it-løsninger til bankerne Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Nordjyske Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sydbank og Vendsyssel Sparekasse, der tilsammen dækker 1,6 mio. danske bankkunder. Bankdata har hovedsæde i Fredericia samt afdelinger i Silkeborg, Aarhus og Gurgaon, Indien.