Allan Vadskjær Severinsen

Bankdata styrker digital selvbetjening med ny underdirektør

Allan Vadskjær Severinsen er ny underdirektør i Bankdata. Han kommer fra en stilling som direktør for digital udvikling i Dansk Supermarked og har derudover mange års erfaring som ansvarlig for flere af Danske Banks fremtrædende it-løsninger, bl.a. Mobile Pay. I Bankdata får han ansvaret for selvbetjeningsområdet, der bl.a. omfatter Netbank, Mobilbank og hjemmesider.

1.november 2016 tiltrådte 46-årige Allan Vadskjær Severinsen som ny underdirektør og udviklingschef i Bankdata.

”Mit fokus er på forretningen og på at skabe værdi og gode kundeoplevelser”, fortæller den nye underdirektør og fortsætter:

”Mit første indtryk er, at Bankdata er en super-god arbejdsplads og en it-samarbejdspartner, der vil fremad, og jeg vil gerne stå i spidsen for at skabe endnu flere succeser, som vi kan være stolte af i Bankdata. Man må aldrig tro, at man gør det godt nok, det kan altid blive bedre – det er den måde, man udvikler sig på”.

Fantastisk match
Bankdatas viceadministrerende direktør, Claus Hjort Bjerre, har tidligere arbejdet sammen med Allan Vadskjær Severinsen og glæder sig over det fornyede samarbejde:

”Allan har tidligere siddet med ansvaret i en række onlinefunktioner i Danske Bank, herunder Netbanken, Mobile Pay og Erhvervsnetbanken (Business Online), så det er et fantastisk match for Bankdata, hvor Allans erfaring, netværk og branchekendskab kommer os til gavn”, siger Claus Hjort Bjerre.

Blå Bog, Allan Vadskjær Severinsen:
46-årige Allan Vadskjær Severinsen har bred erfaring fra den finansielle sektor og med ledelse af it. Han har det seneste år været direktør for digital udvikling i Dansk Supermarked. Før det, har han igennem 16 år været en væsentlig drivkraft i den digitale udvikling i Danske Bank, de seneste som underdirektør, hvor han blandt andet var en af ophavsmændene til Mobile Pay.

Allan har en kandidatgrad i Datalogi fra Aarhus Universitet og en HD i informationsteknologi og økonomi. Privat bor han i Skanderborg med sin hustru og to børn.