Bankdatas Kapitalmarkedsplatform fremhævet som årets kundecase

Bankdata har netop deltaget i den årlige Round Table konference, arrangeret af vores samarbejdspartnere Synechron og Murex, i London. To Bankdata medarbejdere deltog i konferencen, blandt andet for at præsentere årets kundecase om automatiseret test af Bankdatas Kapitalmarkedsplatform. 

Hvert år inviterer franske Murex og amerikanske Synechron sine europæiske kunder og partnere såsom Rabobank, HSBC og Commerzbank til en ’Round Table’ konference i London. Her præsenterer de aktuelle forretningsmæssige bevægelser og teknologisk udvikling inden for Murex systemkomplekset. Derudover præsenteres to udvalgte kundecases. I år blev Bankdata fremhævet som eksempel.

Årets kundecase
Testmanager, Shawn Sørensen, og afdelingsleder, Claus Elholm Udengaard, fra Bankdatas Kapitalmarkedsplatform deltog i konferencen i år. Dels for at erfaringsudveksle med nogle af de største aktører inden for kapitalmarkedet på verdensplan og dels for at præsentere årets kundecase om automatiseret test af vores Kapitalmarkedsplatform og samarbejdet herom med Murex og Synechron.

Kapitalmarkedsplatformen er et af de største strategiske programmer i Bankdata. Mere end 100 medarbejdere på tværs af organisationer og landegrænser arbejder hver dag sammen for at udvikle et samlet kapitalmarkedsområde baseret på Murex’ MX.3-platform til vores pengeinstitutter, for at dække front-, middle- og backoffice opgaver i forbindelse med alt lige fra handel over risikostyring til bogføring.

For at lykkes med programmet er det vigtigt, at vi sikrer løbende test af leveranceren, så ny udvikling ikke konflikter med den eksisterende funktionalitet i produktion.

Derfor var budskabet i årets kundecase om Bankdata, at vi, ved hjælp af den omfattende testpakke, som løbende opdateres, vedligeholdes og anvendes igennem vores samarbejde med Murex og Synechron, dækker 93% af de kritiske forretningsfunktioner, som vi støder på i arbejdet med platformen.

Frontløber på kapitalmarkedsområdet
Hos Bankdata har vi arbejdet med MX.3 platformen siden 2016. Det er indtil videre lykkedes os at levere tre releases på programmet både hurtigere og ved hjælp af færre midler end andre aktører på markedet. Derudover oplever vi, at vi får god respons på leverancerne.

”Det særligt iøjnefaldende ved vores automatiserede test af MX.3 platformen er afviklingstiden. Vi kan gennemføre en fuld regressionstest på ca. fire timer, mens andre aktører på markedet bruger op imod 14 dage på den samme opgave”, siger Testmanager Shawn Sørensen

Dermed blev casen om automatiseret test af vores MX.3 platform præsenteret for et tydeligt imponeret publikum, som gav udtryk for, at de ønsker at gøre Bankdata kunsten efter i deres arbejde med kapitalmarkedet.