Eksekveringsstærk CIO indtræder i Bankdatas direktion

Bankdata udvider i dag direktionen, der ud over administrerende direktør Claus Hjort Bjerre og direktør for Drift & Compliance Lene Weldum i fremtiden vil inkludere direktør for Kapitalmarked & Økonomi Flemming Krath Engedal.

”Med sin store viden om finansiel IT, vil Flemming være en styrkelse af den øverste ledelse. IT er et mere og mere integreret element i pengeinstitutternes forretning, og vi oplever et øget behov for at kunne rådgive vores bestyrelse og kunder om digitaliseringsløsninger”, siger administrerende direktør Claus Hjort Bjerre.

Flemming Krath Engedal fastholder sit ansvar for Kapitalmarked & Økonomi, hvor han de seneste 2 år med stor succes har ledet Bankdatas indsats for at indføre en tidssvarende kapitalmarkedsplatform og komme sikkert i mål med de meget omfattende compliance-opgaver, den finansielle sektor står overfor.

Inden Flemming Krath Engedal blev ansat i Bankdata, bestred han i mange år i forskellige CIO-stillinger hos Danske Bank, hvor han opnåede stor erfaring med at drive og levere digitaliseringsløsninger indenfor områder som betalinger, valutahandel, betalingskort samt net-, tablet- og mobilbanker.

Claus Hjort Bjerre udtrykker stor tilfredshed med at få Flemming ind i direktionen: ”En af Flemmings styrker er hans eminente evne til at få folk til at arbejde sammen om at få tingene til at ske. De områder, Flemming har arbejdet med, er karakteriseret ved at have en stor volumen i antal transaktioner og beløb, kritiske deadlines og 24/7 services. Forhold, som Bankdata skal mestre, og som stiller store krav om tekniske løsninger med stor robusthed og skalerbarhed. Og her er Flemmings erfaring uvurderlig”.

Flemming Krath Engedal vil desuden fortsat have det overordnede ansvar for at modne Bankdatas internationale leverancemodel med udviklere i Indien. Modellen har vist sit værd, når Bankdata har haft behov for at opskalere og tilføje ressourcer til et projekt. Ambitionen er at være 100 medarbejdere i Indien inden for finansiel IT ved udgangen af 2019.

Tidligere ansættelser
Siden 2016     Direktør for Kapitalmarked & Økonomi, Bankdata
2014 – 2016   Senior Vice President/CIO for Transaction banking, Danske Bank
2008 – 2014   First Vice President/Dev. manager, Card systems, Danske Bank
2003 – 2008   Udviklingschef for Retail eBanking, Danske Bank
1995 – 2003   Projektchef for Forex, Danske Bank
1989 – 1995   Projektleder for Betalingssystemer, Danske Bank
1988 – 1989   Systemudvikler - leasing, Provinsbanken