Få overblik over dit boliglån i Mobilbanken

Har du et boliglån? Og er du kunde i en af de Bankdata-banker, som samarbejder med Totalkredit? Så kan du nu hurtigt og let se en oversigt over dit boliglån i Mobilbanken. Det sker via det nye menupunkt ’Bolig’.

Det nye boligoverblik i Mobilbanken, som Bankdata lancerede 9. august, giver bankens kunder et let og hurtigt overblik over deres Totalkreditlån og de mest relevante detaljer om lånene.

”Vælger du ’Bolig’ i Mobilbanken, får du en oversigt over dine Totalkreditlån og kan klikke dig ind på det enkelte lån, hvor du kan se rente- og bidragssatser, afdrag, rente, bidrag og kundekroner. Du kan også se en graf, der viser lånets afvikling”, fortæller Jane Lyth Hunniche, forretningsudvikler i Sydbank og tilføjer:

”Tidligere var det noget mere besværligt at få et overblik over sine Totalkreditlån: Først skulle man logge på Netbanken og finde et bestemt link til Totalkredits eget system, som man så skulle logge på særskilt via Nem-Id. Det boligoverblik man fik, var heller ikke særlig brugervenligt”.

Har du ikke noget Totalkreditlån, eller mangler du at give samtykke til et lån, får du det at vide, når du klik-ker dig ind på menupunktet ’Bolig’. Du bliver samtidig opfordret til at kontakte banken, hvis du overvejer at købe bolig, omlægge lån, bygge til og lignende.

Bankkunderne har haft indflydelse
Da Bankdatas Mobilbank-team startede med at udvikle det nye boligoverblik, besluttede de at involvere slutbrugerne, altså bankens kunder, for at sikre, at løsningen ramte rigtigt. Derfor blev 178 Sydbankkunder udvalgt til at teste det nye boligoverblik. 117 af dem gennemførte kundeundersøgelsen, og løsningen fik god feedback.

“Jeg synes, det er et vældigt godt tiltag, og jeg kan se fordelen ved at samle oplysninger om Totalkreditlån i Mobilbanken, da det så netop er samlet”, lød det fra en af de slutbrugere, som valgte at deltage i kundeundersøgelsen.

Resultaterne af kundeundersøgelsen betød i øvrigt, at Mobilbank-teamet valgte at ændre placeringen af nogle af boligoverblikkets features, så de bedre matchede det behov, brugerne havde givet udtryk for i testen.