Forbrugsoverblik i mobilbanken – sådan holder du som ung styr på din økonomi

For mange unge kan økonomi være en underlig størrelse. Ofte er rådighedsbeløbet lavt, og overblikket svært at danne, men det vil tre studerende fra Aarhus Universitet nu ændre på i samarbejde med Bankdata.

Tilbage i marts kontaktede tre studerende fra Aarhus Universitet Bankdatas mobilbank-team i Aarhus. De havde konstateret, at mange unge mennesker mangler et overblik over deres månedlige forbrug. Derfor ønskede de som led i deres uddannelse IT-produktudvikling at forbedre muligheden for at holde styr på økonomien med en ny forbrugsoversigt i mobilbanken.

Slutbrugerens behov
For at danne sig et indtryk af slutbrugernes behov og ønsker til et forbrugsoverblik, havde de studerende et stort fokus på brugerinddragelse. De interviewede potentielle brugere og afprøvede løbende prototyper igennem brugertests. På den måde lykkedes det dem at udvikle et færdigt produkt, som var gennemafprøvet, og levede op til slutbrugerens ønsker og krav.

Det endelige produkt indebærer et simpelt forbrugsoverblik, som stiller det aktuelle forbrug over for det gennemsnitlige forbrug pr. måned, en liste med forbrug fordelt på kategorier og som noget helt nyt i forhold til eksisterende overblik, en graf der viser forbrugets forløb i indeværende måned sat op imod månedens budget.

Læringskurve i top
Projektet indebar også læringsprocesser for Bankdatas Mobilbank-team, som fulgte projektet med spænding og supporterede de studerende med feedback baseret på deres erfaringer. Desuden blev de igennem de indsamlede data klogere på slutbrugerne og fremtidige muligheder for vores ni bankers forbrugsoverblik i mobilbanken.

Endnu engang tak for et godt samarbejde Celine, Martin og Morten fra IT-produktudvikling på Aarhus Universitet.