Fra aktiespiller til rigtig investeringskunde

”Bliv klogere på investering og vind 250.000 kr.” lyder overskriften for Børsen og Alm. Brand Banks aktiespil, som alle uanset forkundskab til aktier og investering, kan deltage i frem til slutningen af november. Hvis spilleren får lyst til at gå fra leg til alvor og blive rigtig investeringskunde, understøtter en it-løsning fra Bankdata det ønske.

Som noget nyt lanceres dette års aktiespil som et samarbejde mellem Alm. Brand Bank og Dagbladet Børsen. Alm. Brand Bank har i den anledning haft et stort ønske om at få leveret en it-løsning til oprettelse af nye kunder inklusiv automatisk oprettelse af depot. Løsningen har til formål at sikre, at alle deltagere i Aktiespillet får en god oplevelse fra start til slut, både som spiller, men også hvis de efterfølgende ønsker at oprette sig som rigtig investeringskunde.

Aktiespillet er baseret på it-funktionerne i Alm. Brands handelsplatform -  Alm. Brand Trader.  Aktiespillet har en bred appel, hvor alle uanset tidligere erfaring med investering kan lov til at prøve deres indre aktiehaj af og få de 500.000 fiktive kr., som hver spiller får, til at give bedst muligt afkast.

Thomas Barnholdt, Alm. Brand Bank siger:
”Det er første gang at vi i Alm. Brand Bank afvikler aktiespillet på vores nye handelsplatform, så vi er spændte på, hvordan det bliver modtaget. Vi håber på at få op mod 50.000 deltagere i spillet. Aktiespillet er en rigtig god måde hvorpå vi i trygge rammer kan give deltagerne erfaringer med, hvordan man kan bruge Alm. Brand Trader. Men hvor man i spillet leger med investeringer for sjov, så kan man - hvis man bliver bidt af aktiehandel og investering - rykke over på Alm. Brand Trader platformen som rigtig kunde.”

 Ny brugergrænseflade efter nytår
For selvfølgelig ligger der også et ønske om flere helt almindelige investeringskunder bag spillet og hos Alm. Brand Bank efterkommer de et ønske om at øge brugervenligheden på Alm.Brand Trader for kunder uden den store erfaring med investering.

”Vi arbejder hele tiden på at udvikle handelsplatformen. Lige nu kan den godt virke lidt kompliceret for kunder med begrænset investeringserfaring. Efter nytår forventer vi at lancere en ny brugergrænseflade, som skal gøre det lettere og mere overskueligt at investere for de kunder, der ikke har så stor erfaring med aktiehandel” siger Thomas Barnholdt.

Kompleks it-integration ligger bag
Spillet giver kunder uden aktiefaring et indblik i investeringsverdenen. Det lyder legende let, men bag facaden er der bygget en kompleks it-struktur. IT-løsningen understøtter at brugere af Alm. Brand Trader uden for Aktiespillet, kan oprette sig som kunde og få et depot på under 15 minutter.

”Spillet bruger den samme platformsteknologi som Alm. BrandTrader.  Men bagved kulissen har vi været flere Bankdata teams i gang for at sikre, at så snart en deltager i aktiespillet ønsker at blive en rigtig investeringskunde, så kører integrationen rent teknisk som smurt,” fortæller Karsten Kallesen fra Bankdata.

Et af succeskriterierne for it-løsningen til ’fra aktiespiller til investeringskunde’ var netop, at dét ryk skulle gøres så nemt som muligt for brugeren.