It-camp for piger

IT-Camp skal få piger til at vælge it-vejen

I dag tjekker 48 piger i alderen 16-20 år ind på Katrinebjerg i Aarhus for at deltage i en tredages IT-Camp for piger. Arrangementet er organiseret af frivillige it-studerende fra Aarhus Universitet med det formål at bekæmpe fordomme om it-branchen og vise unge piger, at IT også er for dem. Bankdata støtter  projektet.

 ”IT-Camp for piger er supergodt initiativ, som Bankdata er stolte af at sponsorere. Danske virksomheder mangler kvindelige it-specialister, og problemet bliver endnu større i fremtiden”, siger Mette Marie Buhl, HR-direktør i Bankdata og tilføjer:

 ”En rapport fra Dansk Industri har vist, at optaget af kvinder på videregående it-uddannelser i 2016 kun var 27%, så der er tydeligvis behov for at gøre noget ekstra for at skabe opmærksomhed om IT-uddannelserne”.
 

 For en virksomhed som Bankdata er det vigtigt at få flere kvindelige it-specialister for både at sikre adgang til flere dygtige talenter og for at sikre de bedste it-løsninger. 

”Det skaber et positivt og mangfoldigt udviklingsmiljø og dermed bedre og mere kreative løsninger til gavn for vores kunder og slutbrugerne”, fortæller Mette Marie Buhl.
 

Lyst til at eksperimentere

 Søren Poulsen er specialkonsulent på Institut for Datalogi, hvor han bl.a. er involveret i uddannelsesudvikling og rekruttering. Ifølge ham er formålet med IT-Camp’en at vække pigernes interesse for at eksperimentere i den teknologiske verden.

”I princippet er jeg imod, at man laver et arrangement specifikt for piger, fordi det kan minde lidt om kønsdiskrimination. Samtidig må jeg erkende, at IT-Camp’en skaber et frirum for mange piger, som gennem deres skoleliv ofte har haft rollen som ’rapportskrivere’, mens drengene i klassen var dem, der stod for de konkrete eksperimenter”, forklarer Søren Poulsen og fortsætter:

”På IT-Camp’en bliver pigerne helt automatisk skubbet ud i at eksperimentere med ny teknologi, og vi håber, at vi på den måde kan vække deres lyst til at vælge en uddannelse, hvor de kan fortsætte med den slags eksperimenter”.

 Alle skal have mulighed for at udvikle IT

IT-Camp for piger i Aarhus består af et program, hvor deltagerne bliver introduceret for de forskellige aspekter af en it-uddannelse. Det kan blandt andet være forelæsninger, workshops, virksomhedsbesøg og møder med forskellige rollemodeller fra både studier og virksomheder.

 Alberte Herold Hansen er datalogi-studerende og har valgt at være med til at arrangere IT-Camp for piger, fordi hun gerne vil gøre it-uddannelser til et mere oplagt valg for piger i gymnasiet.

”IT skal ikke kun ses som et mandefag - teknologi bliver jo brugt af alle, så hvorfor skulle alle ikke have mulighed for at udvikle det? ”, siger hun og tilføjer:

”Desuden er der mange, som ikke ved, hvad det indebærer at tage en it-uddannelse, og med IT-Camp får pigerne lov til at snuse til to af universitetets it-uddannelser, så de kan finde ud af, om det er noget for dem”.                                                                    

Havde aldrig prøvet at programmere

 Alberte valgte selv at starte på datalogi-uddannelsen, fordi hun altid har kunnet lide matematik og logiske opgaver.

”Da jeg opdagede, hvor meget man kunne ved hjælp af programmering, blev jeg så interesseret i it-uddannelserne, at jeg søgte ind uden at have lært at programmere. Det var heldigvis ikke et problem”, slutter hun.