Intelligent løsning lader virksomheders økonomisystem tale samme sprog som banken

Bankdata står sammen med datacentralerne SDC og BEC bag løsningen Bank Connect, som tilbyder en fælles standard for udveksling af betalingsoplysninger og kontobevægelser direkte mellem en virksomheds økonomisystem og pengeinstitut. Bankdata har udviklet og driver den fælles del af løsningen, som især henvender sig til ERP-leverandører.

Bankdata står i spidsen for udvikling og drift af den fælles del af Bank Connect, som er en løsning til alle kunder i de ca. 70 pengeinstitutter, som benytter én af landets tre datacentraler.

Bank Connect bygger bro mellem SDC, BEC og Bankdata, idet løsningen baserer sig på standardformater, som gør det muligt at udveksle betalingsoplysninger og kontobevægelser direkte mellem en virksomheds økonomisystem og pengeinstitut. 

Det er især en fordel for ERP-leverandører, som tilbyder økonomisystem-løsninger til deres erhvervskunder, men også større virksomheder vælger i stigende grad Bank Connect. 

”Tidligere udviklede ERP-leverandører et interface per pengeinstitut. Med Bank Connects standard-interface opnår man en klar fordel, fordi man nu kun skal udvikle én gang. Kort og godt: Hvis det virker hos et pengeinstitut, så virker det også hos de andre,” siger Poul Erik Osmundsen, underdirektør i Bankdata.

Forventer at tilføje flere funktioner
Ifølge underdirektøren står Bank Connect stærkt i markedet, og samtidig er produktet godt rustet til fremtiden, fordi det er godt kørende og har mange kunder koblet på.

”I dag benytter over tyve ERP-leverandører dagligt Bank Connect til at sende betalinger og modtage posteringer til deres kunder. Desuden har selve basen været kørende i over tre år, ligesom vi arbejder på løbende at tilføre flere funktioner, som ERP-leverandører efterspørger og kan få gavn af. Dermed sagt ser fremtiden for Bank Connect aldeles lys ud,” siger Poul Erik Osmundsen. 

Underdirektøren tilføjer, at ”pending orders” er et godt eksempel på et nyt og brugervenligt tiltag, hvor kunden får besked ved manglende dækning på én eller flere betalinger.

Læs mere om Bank Connect på bankconnect.dk

Om Bankdata
Bankdata leverer finansielle it-løsninger til bankerne Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Nordjyske Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sydbank og Vendsyssel Sparekasse, der tilsammen dækker 1,6 mio. danske bankkunder. Bankdata har hovedsæde i Fredericia samt afdelinger i Silkeborg, Aarhus og Gurgaon, Indien.