Ny chef for Entreprise Arkitektur og PMO styrker Bankdata

Den 1. april tiltræder Thomas Tolborg som ny chef for Entreprise Arkitektur og PMO og som medlem af chefgruppen i Bankdata. Set fra både et internt og eksternt perspektiv betyder tiltrædelsen en styrkelse af Bankdatas strategiske arbejde omkring forretningsudvikling.

I forbindelse med rekruttering af leder for EPO, har Bankdatas ledelse været i overvejelser omkring vigtigheden af et stærkt Enterprise Arkitektur og Portefølje kontor i Bankdata.

”I vores fortsatte bestræbelser på bedst muligt at kunne lede fællesskabet og kunne matche pengeinstitutternes øgede appetit på IT og forretningsudvikling, har vi besluttet at løfte stillingen til en chefstilling. Derfor ser jeg frem til at byde Thomas Tolborg velkommen i chefgruppen, ” siger Christian Wiese, direktør for Forretningskoncepter & Performance.

Sikring af en fælles linje
Set ud fra et eksternt perspektiv, skal Bankdata matche kunderne i det strategiske arbejde omkring forretningsudvikling og it-arkitektur. Set fra et internt perspektiv er det ligeledes vigtigt med en stærk EA & PMO funktion, der formår at samle huset og sikre fælles linje omkring de samlede løsninger. Adm. direktør Claus Hjort Bjerre ser frem til samarbejdet med Thomas Tolborg, som i kraft af tidligere jobs, allerede har godt kendskab til Bankdata.

”En stærk og bredt forankret Enterprise Arkitektur er helt afgørende for at vi kan stå rigtigt med vores platform til fremtidens behov, og dermed ultimativt for Bankdatas succes”, siger Claus Hjort Bjerre.

Solid erfaring og kendskab til Bankdata
Thomas har stor erfaring med entreprise arkitektur og har bl.a. arbejdet i IBM, JN-data og senest som Senior Enterprise Architect i Vestas Wind Systems – Global IT. Gennem sit arbejde i JN-data har Thomas samarbejdet med Bankdata og har derigennem et godt kendskab til os.

Thomas er 45 år gammel, bor i Silkeborg med sin ægtefælle og 2 børn.