Darwin-app

Open banking baner vejen for ny investeringsapp

Open banking har banet vejen for en helt ny investeringsapp, som Bankdata har været med til at udvikle. App’en opfylder investeringskundernes ønske om selvbetjening og er udviklet i samarbejde med Bankinvest, 38 pengeinstitutter og app-leverandøren Trifork.

 Sideløbende med MiFID II og andre større, strategiske projekter har Bankdata prioriteret at sidde med ved bordet og udvikle den nye investeringsapp ’Darwin’, der er et prisbilligt alternativ til bankernes rådgivningsløsninger for investorer, som ønsker at betjene sig selv.

 ”Darwin er et digitalt supplement til vores primære investeringstilbud. Det er til de kunder, som gerne vil prøve kræfter med investering eller aktivere penge, de har stående på en bankkonto uden renter”, siger afdelingsdirektør i Sydbank, Steffen Ussing.

 Kunderne har efterspurgt selvbetjening og overskuelige, digitale løsninger, og derfor har Darwin et stort potentiale, der kan give bankerne i Darwin-fællesskabet et markeds- og imagemæssigt forspring.

 Open banking har banet vejen

De ny lovkrav, der rammer finanssektoren, betyder, at private aktører skal have lov til at tilgå bankernes data. Bankdata skal derfor udstille sit core-netværk, sin infrastruktur og sine data til selskaber, der ønsker det (open banking). I udviklingen af investeringsapp’en Darwin er Bankdata gået proaktivt ind på den præmis og har skabt app’ens fundament ved at få Bankdatas infrastruktur til at tale sammen med Darwin-app’en. Og afdelingsleder i Investeringsrådgivning i Bankdata, Peter Bruun, er sikker på, at open banking kan danne fundamentet for andre stærke samarbejder og projekter i fremtiden.

 Stærkt (sektor)samarbejde

”Vi har i sektorsamarbejdet taget ved lære fra tidligere og har indset, at hvis vi skal kunne udfordre de største, skal vi ikke holde hinanden tilbage. Derfor er det rigtig stærkt og positivt, at sektorsamarbejdet har tilladt Bankdata at komme før de andre. Det må være det rigtige, frem for at vi venter på hinanden – også hvis det ikke er Bankdata, som er først”, fortæller Peter Bruun.

 ”Vores time to market har for Darwin kun været 6 måneder fra de første møder til lanceringen, hvilket er hurtigt for en løsning af denne størrelse og kompleksitet. Det er lykkedes, fordi vi har haft et stærkt samarbejde med beslutningstagerne og de folk, der udviklede teknikken. Vi har dannet fælles front helt nede i projektet og helt op til direktørniveau”, slutter Peter Bruun.