Spirende udviklere blandt elever fra Fjordbakkeskolen

Fredag den 2. februar havde Bankdata besøg af en 6. klasse fra Fjordbakkeskolen i Fredericia, hvor de fik en rundvisning i Bankdatas udviklingshus på Teknikervej i Fredericia med opkald til et af de indiske teams, og hvor fire medarbejdere og underdirektør for Økonomi & Datawarehouse Jesper Glogauer fortalte om, hvordan det er at arbejde med finans-it og udvikling i Bankdata.

Det skete som en del af et Coding Class forløb, eleverne har været igennem ugerne forinden, hvor de på blot fire dage har arbejdet med at programmere og udvikle spil ud fra temaet ”Nordiske guder”. Her har de både fået fingrene ned i koden og prøvet kræfter med design af logo, finansiering, udviklingsmuligheder og rollefordeling af hhv. projektleder, grafiker og programmør.

Alle eleverne havde forberedt et oplæg om deres forskellige spil, hvor de fire Bankdata-medarbejdere agerede dommerpanel og gav eleverne feedback på deres spil.

”Jeg er imponeret over elevernes arbejde. De har kun haft fire dage til opgaven, og de har alle kastet sig ud i at tegne alt grafik. Det var alt sammen gennemarbejdet, og selvom de alle har arbejdet ud fra samme tema og løbende har set hinandens projekter, så har de alle fundet på forskellige udgaver,” fortæller Jesper Glogauer, underdirektør for Økonomi & Datawarehouse.

Også eleverne var begejstret for at komme indenfor hos Bankdata og syntes, det var sjovt at fremlægge deres projekter for dommerpanelet.