Unik investeringsplatform øger forretningsværdi efter konvertering

En unik og konkurrencedygtig investeringsplatform er efter weekendens konvertering af Saxo Privatbank en realitet for Alm. Brand Bank, som glæder sig over den stærke fællesskabsånd, der har været med til at gøre konverteringen til en succes.  

Lørdag d. 17. november mødte 17 Bankdata-medarbejdere og 88 Alm. Brand Bank-medarbejdere ind på Alm. Brand Banks hovedsæde på Midtermolen i København for at deltage i konverteringen af Saxo Privatbank til Alm. Brand. Det indebar bl.a., at 17.500 kunder, 62 mio. posteringer, 9,4 mio. dokumenter og 81.500 elektroniske underskrifter blev flyttet fra den ene bank til den anden.  

"Vi var godt forberedte både i Alm. Brand og i Bankdata, alle var klar og topmotiverede til weekendens konvertering, og vi har glædet os til at blive samlet på én og samme platform", fortæller Line Sofie Vad Østergaard, underdirektør i Alm. Brand Bank. Hun har oplevet et stort engagement både fra egne rækker og fra Bankdata, hvor alle har arbejdet hårdt for at løse de udfordringer, der er opstået undervejs.  

Alm. Brand Trader – en unik investeringsoplevelse
Med til overtagelsen af Saxo Privatbank hører, at Alm. Brand Bank nu får adgang til investeringsplatformen Saxo Trader Go, der bliver til Alm. Brand Trader i banken, og som giver stor forretningsværdi for Alm. Brand Bank, og i særdeleshed deres investeringskunder. 

"Saxo Trader Go tilhører den nye generation af investeringsplatforme og er en prisvindende global fintech-løsning – og det er utrolig spændende og tilfredsstillende at kunne være bannerfører på at integrere den i vores digitale løsninger", lyder det fra Michael Iversen, direktør i Alm. Brand Bank, der tilføjer: 

"Derudover betyder konverteringen, at Alm. Brand Banks forretning vokser med op til 50 % på de væsentligste forretningsområder med tilføjelsen af Saxo Privatbank-kunderne".  

Ekstra integrationsopgave skulle hurtigt i mål
I forhold til tidligere konverteringer var konverteringen af Saxo Privatbank til Alm. Brand Bank en mere kompleks proces på grund af Saxo Trader Go-platformen. 

"Vi havde en integrationsopgave, som skulle være på plads inden selve konverteringen. Det betød, at 11.000 Alm. Brand Bank-investeringskunder over en 14-dages periode skulle flyttes over på platformen Saxo Trader Go. Det er lig med 14.000 depoter, 4 mia. kr. i værdipapirer og 250 mio. kr. i kontanter", fortæller underdirektør i Bankdata, Berit Kuhr, som var ansvarlig for integrationsopgaven. Ifølge hende er operationen i høj grad lykkedes takket være et godt, agilt samarbejde: 

"I stedet for at indlede med POC'er og analyser, kom vi hurtigt ud af starthullerne og arbejdede efter de agile principper. Vi har derfor kun brugt 8 måneder på at lave en tovejs-integration i samarbejde med Saxo Bank til trods for, at det ikke var noget, de har prøvet tidligere", fortæller hun. 

Et vidensfællesskab der skaber værdi
Ifølge Michael Iversen er der en meget stærk fællesskabsånd i Bankdata, hvor medlemsbankerne er gode til at dele viden og erfaringer med hinanden.  

"Jeg har fået en masse værdifuld viden fra Sparekassen Sjælland-Fyn om, hvordan man griber en konvertering an, og nu har jeg selv delt min viden og erfaring med Ringkjøbing Landbobank, som jo også står over for et konverteringsprojekt med tidligere Nordjyske Bank", slutter Michael Iversen.