Årsregnskab: Bankdata bruger flere penge på fælles udvikling til ejerne

De ni medlemsbanker i Bankdata bruger flere penge på fælles it-udvikling end nogensinde før. Det viser det seneste årsregnskab fra foreningen. Det er afgørende for fællesskabet, lyder det fra topchefen.

Selvom topchef Esben Kolind Laustrup og resten af direktørteamet i Bankdata har reduceret medarbejderstaben fra 756 til 715 steg it-virksomhedens aktivitetsniveau i 2019. Det viser foreningens seneste årsregnskab, hvor omsætningen steg med små 90 mio. kroner fra 1,634 til godt 1,722 mia. kroner.

”Vi har sænket personaleomkostninger med 6,4 procent, og så har vi investeret over 300 mio. kroner i strategisk udvikling, som blandt andet er gået til en helt ny net- og mobilbank,” siger CEO Esben Kolind Laustrup, der tiltrådte som topchef i 2019.

Planlagt underskud
Netop den nye net- og mobilbank er også årsagen til, at Bankdata kom ud af 2019 med et underskud på 55 mio. kroner. Den nye net- og mobilbank var oprindeligt udviklet til én af bankerne, men i løbet af året valgte bankerne at udvide den til en fælles løsning, som alle pengeinstitutter vil tage i brug. Dermed tog bankerne et bevidst valg om at øge de samlede omkostninger.

”Jeg vil gerne understrege, at vi ikke er sat i verden for at lave overskud. Vores ejere valgte at bruge flere ressourcer på it-udvikling, og derfor kommer vi ud med et underskud. Det var fuldt ud planlagt og en positiv nyhed, fordi det skyldes, at vores medlemsbanker har valgt at gøre et individuelt program til fælles udvikling. Det er godt for fælles-skabet i Bankdata,” siger Esben Kolind Laustrup.

Det omtalte program går under navnet ’Digital Relationsbank’ og vil smelte bankernes web- og mobilbank sammen i én løsning, der skal sikre kunderne en ensartet oplevelse på tværs af kontaktfladerne.

Slukker systemer
Tidligere har Esben Kolind Laustrup udtalt til Finans.dk, at Bankdata agter at flytte 200 millioner kroner fra drift til udvikling. Ifølge topchefen er det afgørende for at have ressourcer til den strategiske it-udvikling i fremtiden. Ét af håndtagene, der skal levere resultaterne, er nedlukning af gamle it-systemer. I årsrapporten fremgår det, at man i 2019 lukkede ned for systemer, som ellers ville have kostet it-virksomheden godt 40 millioner kroner over de næste tre år.

”Vi går hårdt efter at lukke systemer ned. Det lyder jo logisk, at man skal slukke for irrelevante systemer, men det er ikke så simpelt og indebærer en del risici. Jeg er derfor meget stolt af, at vi allerede er lykkedes med at tage de før-ste skridt,” udtaler Esben Kolind Laustrup.

I 2019 overtog Esben Kolind Laustrup roret i it-virksomheden, som har en tremands-direktion, der også består af udviklingsdirektør Claus Hjort Bjerre samt drifts- og compliancedirektør Lene Weldum.

Læs hele årsrapporten her.

Om Bankdata
Bankdata er én af Danmarks største finansielle it-virksomheder. Bankdata ejes af de ni danske banker Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank. De ni banker servicerer tilsammen over 1,8 mio. bankkunder. Bankdata har eksisteret siden 1966 og beskæftiger ca. 700 medarbejdere. Virksomheden har hovedsæde i Fredericia og udviklingscentre i Silkeborg, Aarhus og i Gurgaon i Indien.