Bankdata indgår aftale med britisk it-selskab

Bankdata har indgået aftale med Konsentus, som nu skal levere it-ydelser relateret til EU-direktivet PSD2.

Konsentus bliver ny underleverandør af it-sikkerhed i relation til tredjeparters adgang til bankernes betalingsdata. Helt konkret bliver Konsentus’ ydelser en del af Bankdatas samlede sikkerhedsområder og vil håndtere regulerings- og kontroltjenester for at undgå svindel, når tredjeparter får adgang til betalingsdata hos bankerne.

Tredjeparterne er ofte nye typer af finansielle virksomheder, der er opstået i kølvandet på det seneste europæiske betalingsdirektiv, PSD2. PSD står for Payment Services Directive og er et EU-direktiv, der kræver, at banker giver tredjeparter adgang til kontodata og betalinger, hvis slutbrugeren ønsker det. Direktivet medfører derfor også en vis sikkerhedsrisiko, som Bankdata har en stor del af ansvaret for at imødekomme.

"Vi vælger nye teknologier, der hjælper vores banker med at vokse og forblive konkurrencedygtige. Vores kunder skal være sikre på, at de kan deltage i Open Banking-økosystemet uden at udsætte sig for risikoen for svindel. Konsentus Verify supplerer vores eksisterende risikoværktøjer ved at sikre, at vores kunder kun leverer data til tredjepartudbydere, der er reguleret og har slutbrugerens samtykke til, at deres data kan bruges," udtaler seniorkonsulent hos Bankdata, Allan M. Thomsen.

Mike Woods, direktør hos Konsentus, supplerer: "Bankdata udvikler, implementerer og driver it-systemer af høj kvalitet. Vi er glade for, at de mener, at Konsentus Verify kan give deres kunder en sikker Open Banking-løsning, der beskytter dem mod risikoen for svindel."

Om Bankdata
Bankdata er én af Danmarks største finansielle it-virksomheder. Bankdata ejes af de ni danske banker Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank. De ni banker servicerer tilsammen over 1,8 mio. bankkunder. Bankdata har eksisteret siden 1966 og beskæftiger ca. 700 medarbejdere. Virksomheden har hovedsæde i Fredericia og udviklingscentre i Silkeborg, Aarhus og i Gurgaon i Indien.