Bankdata inviterer folkeskole- og gymnasiepiger indenfor

30. september slår Bankdata dørene op for skole- og gymnasiepiger. Det sker som en del af den landsdækkende kampagne Girls’ Day in Science. 

Unge piger skal få øjnene op for naturvidenskab, teknologi og IT. Det er formålet med kampagnen Girls’ Day in Science, hvor folkeskole- og gymnasiepiger kan få en inspirerende dag hos en dansk teknologi-virksomhed den 30. september. 

Bankdata deltager igen i år med workshops i Aarhus og Fredericia. Her er målet at åbne pigernes øjne for en karriere inden for IT med temaet ”IT skaber fremtidens bank”. På workshoppen kan pigerne eksempelvis kan blive klogere på, hvordan man designer og udvikler en mobilbank, der bruges af millioner af danskere. Derudover kan de møde kvindelige udviklere, der fortæller deres personlige historie om uddannelse og karrierevalg. Én af kvinderne er Marianne Kristensen, som begrunder sit engagement i kampagnen således: 

”IT har et ensidigt og forkert ry som et overvejende teknisk fag, og det kan godt afskrække nogen – især inden for softwareudvikling. Det er ærgerligt, for udvikling og kvalitetssikring af god IT kræver mange perspektiver og brede evner. Teams med stor diversitet sikrer, at vi får alle vinkler med og det giver bedre IT. Når jeg siger mangfoldighed og diversitet gælder det også etnicitet, kulturer etc. Ikke bare køn. Så vi skal synliggøre den brede vifte af kompetencer udvikling af god værdiskabende IT kræver, så vi sikrer, at vi kan skabe den nødvendige mangfoldighed,” siger hun.

Rollemodeller afgørende for karrierevalg
Bag Girls’ Day in Science står Naturvidenskabernes Hus og deres netværk for skole-virksomhedssamarbejde, Tektanken. Herfra lyder det at mødet med de kvindelige rollemodeller betyder meget for pigerne.

“Vi ved, at det især for piger er vigtigt at møde nogen, de kan spejle sig i, når de skal træffe valg om uddannelse. Derfor er mødet med de kvindelige rollemodeller hos arrangørerne et bærende element i Girls Day in Science,” fortæller udviklingschef Maiken Lykke Lock.

“Det plejer at være en rigtig god dag for pigerne. Det er ude i virkeligheden, at de for alvor kan se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer."

Tilmelding og Program
Som underviser på gymnasiet eller i 7-10 klasse kan du tilmelde pigerne i din klasse til Bankdatas workshops i Aarhus eller Fredericia. Se programmet og tilmeld pigerne her:

Aarhus: https://tektanken.nemtilmeld.dk/870/

Fredericia: https://tektanken.nemtilmeld.dk/871/

Fakta om Girls Day in Science
Girls Day in Science er en landsdækkende kampagnedag, der sætter fokus på manglen på kvinder og piger inden for IT, teknologi og naturvidenskab. På dagen besøger piger fra grundskolens udskolingsklasser og gymnasiet virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, biblioteker og museer i hele landet for at få et indblik i en karriere inden for de områder. Det er ottende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science.