Bankerne investerer i AI

Bankdata mærker en fremgang i efterspørgslen på kunstig intelligens (AI) i deres produkter, hvilket underdirektør Nicolaj Nørgaard Peulicke forklarer således:

"Der er mere fokus på at udvikle forretningen, end der er på en bestemt teknologi. Det er den vej rundt. Kunstig intelligens, indgår bare helt naturligt som et element i flere og flere af de løsninger, som bankerne efterspørger."

Han uddyber yderligere, at "der i banksektoren også peges på billedgenkendelse og risikovurdering, når der bliver diskuteret nye teknologier."

Hvorfor er AI relevant?

Nicolaj Nørgaard Peulicke fortæller, at det handler om at have en vis grad af nysgerrighed, når det kommer til anvendelsen af teknologier for at være i stand til at se det forretningsmæssige potentiale.

"Kunsten er ikke at diskutere, om det skal være den ene eller anden teknologi, men at have nysgerrighed over for det forretningsmæssige potentiale. Hvis du skal bygge et skur, så starter du ikke med at vende og dreje mulighederne i hammeren. Så starter du med at finde ud af dine behov, og efterfølgende, hvordan det bedst løses med de rigtige værktøjer."

I dag er de globale investeringer i AI oppe i trecifrede milliardbeløb. Af dette beløb estimeres det, at den finansielle sektor alene står for 16,6%. Dermed er banksektoren blandt de brancher, der foretager de største investeringer inden for AI.