Inspiration fra de bedste

Hvert år tager chefgruppen i Bankdata og en række repræsentanter fra vores pengeinstitutter på inspirationstur for at få et billede af, hvad der bevæger sig i verden omkring os. Bankdata skal som it-partner forholde sig til, hvordan nye teknologier, processer og forretningskoncepter kan påvirke os og vores kunder, og hvornår vi evt. skal begynde at opbygge kompetence på området.

I år gik turen til Singularity University´s konference "Exponential Finance" i New York. Ideen bag denne tur var at få input med en noget anden vinkel, end det vi er vante til.

Singularity University bekender sig til undersøgelse og forudsigelse af teknologier (og forretningskoncepter), der udvikler sig eksponentielt (i stedet for lineært), og hvordan det kommer til at påvirke vores verden. Og ifølge dem, kan vores børn og dem, der ikke er blevet midaldrende endnu, godt spænde sikkerhedsselen, fortæller adm. direktør for Bankdata Claus Hjort Bjerre og uddyber: 

Singularity University har nogle virkelig interessante og relevante observationer på en række områder, der har potentialet til at forandre verden, som vi kender den:

  • Blockchain – Den virtuelle verdens svar på Amar’ Halshug. En protokol og et setup, der betyder, at vi kan stole på hinanden (globalt) på internettet.
  • Renewables – Allerede nu er solenergi den billigste energiform overhovedet (der hvor solen skinner forstås) – vi går en fremtid i møde, hvor energi ikke er en begrænset ressource, og hvor forbruget ikke sviner. (Saudi Arabiens olieminister har med en løftet pegefinger sagt til sine medprinser: Husk at stenalderen ikke sluttede på grund af mangel på sten)
  • Healthcare – Udviklingen i teknologien og den effektivitetsforøgelse, der kommer heraf, gør, at vi i løbet af få år vil få kapacitetsoverskud i sundhedssektoren, og der vil være rigeligt sundhed til alle.
  • Kunstig Intelligens/AI – kommer til at vende op og ned på verden, som vi kender den. Arbejdsmarkedet vil igen blive omstruktureret, som vi så det i starten af forrige århundrede, og økonomien vil forandre sig i sin substans (næse til os, der har købt dyrt i storbyen, når bilerne i fremtiden kører selv, og man kan være produktiv under transport).

Der går måske et par dage endnu, før fremtiden er over os selv om amerikanerne rykker. Men alligevel blev det noteret, at amerikanerne stadig bruger checks i stor stil, bankoverførsler tager stadig over en uge, og kontanterne lever i bedste velgående. På nogle områder er de virkelig langt fremme i USA, på andre er der et stykke vej endnu.