IT-talent: "Jeg lever og ånder for professionalisme og for at gøre en forskel for kunderne"


Hvad går dit arbejde ud på?

Min rolle er at facilitere en strategisk proces for vores ni medlemsbanker for at få det rigtige afsæt for 2020’erne. Det er vigtigt at skabe synergi på tværs af fællesskabet, og at vi konstant formår at skabe forandringer i takt med udviklingen. For verden er i konstant forandring og er karakteriseret af høj kompleksitet og stor usikkerhed. Derfor er det vigtigt, at vores strategi-arbejde ikke kun ender med et roadmap med projekter, men i stedet er et mindset, som vi tager med ind i alle opgaver. 

 

Hvordan har din vej derhen været?

I 1994 blev jeg civilingeniør med speciale i virksomhedssystemer fra Aalborg Universitet. Jeg har primært beskæftiget mig med projekt- og programledelse af mange forskelligartede opgaver lige fra it-udvikling, procesforbedringer til innovation.

 

I 24 år har jeg eksekveret andres strategiske tanker gennem projekterne på et operationelt og taktisk niveau. For cirka et år siden fik jeg mulighed for at arbejde på det strategiske niveau. Det har været en spændende udfordring, som har givet mig en masse ny viden og læring. Det har været utrolig motiverende og tilfredsstillende at få indsigt i strategi-fasen. Det binder på en måde en rød sløjfe om mit arbejde de seneste 24 år, og samtidig viser det vejen frem mod nye udfordrende opgaver.

 

Hvad brænder du for i dit job?

Lige nu er jeg helt opslugt af det strategiske arbejde med vores ni ejere og den transformation, som vi står overfor. Jeg er nok lidt en all in or nothing-type. Jeg kan ikke gå halvhjertet ind i en opgave. Professionalisme er en vigtig værdi for mig. Hvis vi skal gøre en forskel for vores ejere og deres kunder, skal vi gøre os umage hver dag. Og så elsker jeg at arbejde sammen med kunder eller kollegaer med en anden faglig baggrund og personlighed end min egen. Jeg synes, at det er i mødet med forskelligheder, at magi opstår.

 

Hvorfor har du valgt finans-it-området?

For mig er det spændingsfeltet mellem forretning og it, der er interessant og udfordrende. Udviklingen på finans-it-området går stærkt. Faktum er, at verden er digital. Teknologi giver flere muligheder, og kundernes forventninger stiger. Det er en super spændende cocktail, som jeg bare må være en del af. 

 

Hvad har Bankdata gjort for din faglige udvikling?

I al min tid på Bankdata har jeg fået spændende opgaver, som har givet mig mulighed for at arbejde med de store linjer ud mod pengeinstitutterne. Den type opgaver bliver ofte udliciteret til eksterne konsulenter, så jeg er taknemmelig for, at Bankdata udviser den tillid til mig og mine kollegaer og tror på, at vi kan løfte opgaverne internt.

                                            

Sammen med forskellige forskere har jeg gennem min karriere arbejdet med den nyeste forskning og skrevet videnskabelige publikationer i min fritid. Det har Bankdata givet mig mulighed for at fortsætte med, så jeg kan fortsætte min faglige udvikling. Derudover har Bankdata fokus på den enkelte medarbejders udvikling, hvilket jeg oplever helt konkret i den daglige ledelse, hvor jeg konstant udfordres gennem små eksperimenter for at løfte mit faglige niveau.

 

Nummer ti ved it-talent konkurrence

Ann-Dorte Fladkjær Nielsen blev indstillet og vandt tiendepladsen ved IT-Talent 2020 i kategorien årets it-konsulent af Version2. I indstillingen fik hun pæne ord med på vejen af chefer og eksterne samarbejdspartnere:


"Som facilitator er Ann-Dorte godt forberedt, god til at køre processen og har også formået selv at komme med input. Hun er positiv og god til at få parterne til at blive enige. Vi udvikler meget, hvor man forbedrer med 10-20 procent. Online Først er en radikal anderledes strategi, og den har Ann-Dorte en væsentlig andel i," sagde Peter Schleidt, direktionsmedlem i Jyske Bank.


"Ann-Dorte er et energibundt af dimensioner. Hun er passioneret, energisk og emmer af professionalisme. Samtidig er hun teoretisk velfunderet. Ann-Dorte er en skarp facilitator, og derfor rækker mange ud efter hende. Hendes drive gør en kæmpe forskel for Bankdata og vores kunder, og hun har haft stor succes med at samle hele foreningen om en fælles vision," sagde Anne Hougaard, afdelingsleder i Bankdata.


Læs mere om Danmarks bedste it-talenter her