Underdirektør Allan Vadskjær Severinsen fylder 50

Han var med til at bygge MobilePay og nogle af landets første mobilbanker. I dag arbejder Allan Vadskjær Severinsen på næste generation af digitale løsninger, der rykker Bankdata, medlemsbankerne og 1,8 millioner kunder ind i fremtiden.

Allan Vadskjær Severinsen har viet stort set hele karrieren til it-udviklingen til finanssektoren. Først hos Dan-ske Bank, hvor han var en af de ledende skikkelser i tilblivelsen af bankens første mobilbank og var leder af området, der udviklede den ubetingede digitale succes, MobilePay. I dag er han som bekendt hos Bankdata, hvor han har ansvaret for at millioner af danskere kan betjene sig selv på medlemsbankernes digitale kanaler. 10. juli fylder underdirektøren 50 år og er ikke i tvivl om, at finansiel it er den rette hylde for ham.

”Sammenlignet med stort set alle andre brancher turde bankerne investere tidligt og stort i IT. Siden halv-femserne har bankerne haft ambitioner og klare mål med deres it, og det er det, der gør mit arbejde motive-rende og meningsfyldt,” siger han.

Klar til næste ryk
I Bankdata har Allan Vadskjær Severinsen haft ansvaret for selvbetjeningsområdet, der bl.a. omfatter kana-lerne Netbank, Mobilbank og hjemmesider

”De seneste år har vi forbedret og forfinet vores kundevendte produkter. I dag skal alle vores produkter tage udgangspunkt i at tænke bankforretning og it fundamentalt anderledes. Vi skal ikke digitalisere eksisterende processer, vi skal gentænke dem fuldstændigt set fra kundens perspektiv.”

Et første skridt er Digital Relationsbank, der åbner døren for mere selvbetjening til kunderne.

”Dét er det spændende for mig. Det er fedt at lave noget helt nyt, der er på den teknologiske forkant, sam-men med dygtige mennesker, og som kommer til at give forretningsværdi for alle banker.

Den nye kanal er bygget på Platform 2.0, der udgøres af OpenShift, Api Gateway og en ny software baseret sikkerhedsmodel, og blev lanceret til Jyske Banks kunder i juni.

”Vi baserer os udelukkende på den nyeste teknologi og udvikler én løsning. Vi er nogle af de første, der går så langt med at skabe én løsning. Samtidigt har vi nu bevist, at vores nye platform fungerer og kan levere et produkt, der både på udviklingsproces og teknologi er milevidt fra vores forrige løsninger.”

Om Bankdata
Bankdata er én af Danmarks største finansielle it-virksomheder. Bankdata ejes af de ni danske banker Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn og Sydbank. De ni banker servicerer tilsammen over 1,8 mio. bankkunder. Bankdata har eksisteret siden 1966 og beskæftiger ca. 700 medarbejdere. Virksomheden har hovedsæde i Fredericia og udviklingscentre i Silkeborg, Aarhus og i Gurgaon i Indien.