”Alle vil gerne høre, hvad Stig har at sige”

Stig Pedersen Korsholm elsker at udfordre både sin egen og kollegernes vaner og metoder for at bygge det bedste software. Fx barsler han nu med en serie af blogindlæg om generativ AI, som skal forbedre vores måde at interagerer med sprogteknologier.

SIP 24 4
Stig Pedersen Korsholm evaluerer sin udvikling løbende. Hvis han står stille, skal han videre.

Stig Pedersen Korsholm, Lead Domain Architect hos Bankdata, er kendt for at udfordre både egen og kollegers vanetænkning. Med sin stoiske ro og insisterende nysgerrighed formår han at navigere i komplekse teknologiske landskaber og samtidig skabe rum for nytænkning i en branche, hvor teknologisk udvikling er afgørende.

Det gør ham til den type af medarbejdere, som er allermest værdifulde for en virksomhed, der skal bygge kritisk software til millioner af danskere. Det forklarer Helene Samuelsen, Senior Director i Bankdata, og leder for domænearkitekten.

”Stig har en holdning til alt, hvilket jeg sætter pris på, da det er med til at udvikle mig som leder men også mit område og Bankdata. Han er en god coach, der lytter og får folk med. Han går ikke op i, hvem der får kredit og står gerne stille, hvis han kan flytte 10 andre. Stig udøver ledelse i alt, hvad han gør – selvom han jo er arkitekt og ikke leder,” forklarer Helene Samuelsen.

”Alle vil gerne høre, hvad Stig har at sige. Han tager aldrig til takke med noget, han ikke er tilfreds med. Han er utrolig ambitiøs og stiller kæmpestore krav til sig selv og andre. Men han gør det på en måde, så folk ikke føler sig kørt over.”

Djævlens advokat
Stig er kendt for sin pragmatiske og udfordrende tilgang til problemløsning. Som Lead Domain Architect påtager han sig ansvar for både egne og teamets beslutninger, og han er aldrig bange for at stille de svære spørgsmål.

"Jeg vil skubbe til vores vaner og anvende vores erfaringer på en måde, der fremmer innovation. Jeg påtager mig gerne at være djævlens advokat. Hvis alle er enige, sætter jeg spørgsmålstegn ved det. Det interessante er, når forskellige perspektiver mødes," mener Stig Pedersen Korsholm.

Han har været hos Bankdata i to perioder. Han stoppede i 2015, men kom dog tilbage, fordi Bankdata havde rykket sig som teknologivirksomhed, og fordi der var mulighed for at blive endnu dygtigere som arkitekt.

"Jeg evaluerer mit arbejde løbende for at sikre, at jeg konstant udvikler mig. Hvis jeg står stille, er det tid til at komme videre," fortæller han.

Suger viden til sig - og deler den igen
Stig holder sig skarp via netværket indenfor og udenfor Bankdata, gennem universitetsafhandlinger om teknologi og organisationer og ikke mindst ved selv at formulere og udgive artikler om teknologiske emner. Hans seneste indsats har været at dele sin viden gennem en række blogindlæg om generativ AI, hvor første bærer titlen: "Mastering Prompt Engineering: The Power of Custom Instructions".

Se Stigs seneste blogindlæg her

Her sætter Stig spot på det transformative potentiale af brugerdefinerede kommandoer i AI, specielt med ChatGPT. Han udforsker, hvordan strategiske tilpasninger kan forbedre AI-interaktioner markant. 

”Mit første blogindlæg handlede om at åbne vores hoveder for at stille mere åbne spørgsmål og undgå at lade vanetænkning påvirke, hvordan vi bruger sprogteknologier. Jeg har lavet nogle frameworks for at give lidt struktur til den måde, vi stiller spørgsmål på.”

SIP 24 3

Uudnyttet potentiale 
”Det, der driver mig til at skrive blogindlæggene, er, at så få af os virkelig udnytter teknologien fuldt ud. Det gælder ikke kun i softwarebranchen – vi kunne bruge den til alt muligt i vores hverdag. Når jeg taler med andre forretningsfolk og virksomhedsejere, virker det som om, de slet ikke har fået øjnene op for det her potentiale. Alt, hvad der kan defineres som en proces, kan vi forbedre. Men mange bruger det bare som en søgemaskine til at finde ud af, hvordan man gør et eller andet.”

Indlægget trækker også på domænearkitektens egen forståelse af AI, hvor han blandt andet beskriver vigtigheden af opmærksomhedsmekanismer og positionskodning i AI-modeller. For Stig handler det om at åbne sindet og undgå vanetænkning, ikke kun i softwareudvikling, men i alle aspekter af arbejdet. 

Følg Stig på LinkedIn her og læs hele indlægget hos Asia Business AI her

Bankdata er ejet af otte danske pengeinstitutter, herunder Sydbank, Jyske Bank og Ringkjøbing Landbobank. Virksomheden bygger betalingsløsninger, rådgiversystemer og kundekanaler og har 1.000 ansatte på sine kontorer i Fredericia, Silkeborg og Aarhus.

Kontakt
Presseansvarlig i Bankdata
Jens Refsgaard
t: 29898486
e: [email protected]