Bankdata henter ny Vice President

1. marts 2023 tiltræder Kenneth Fiil som Vice President for området Wealth & Investments i Bankdata. Han kommer fra en stilling som Director of Technology hos Lunar, hvor han har haft ansvar for ca. 60 medarbejdere og været en del af ledelsen.

Kenneth Fill er ny Vice President

For nyligt offentliggjorde Bankdata en omfattende organisationsændring under overskriften ”Leading Tech”. Formålet med Leading Tech er at styrke teknologikompetencer i Bankdatas ledelse.

”Her er Kenneth det helt rigtige navn at få ind. Han har et stærkt teknologisk ståsted, han har en masse store resultater på cv’et, og så brænder han for at lede dygtige medarbejdere,” udtaler administrerende direktør i Bankdata, Esben Kolind Laustrup.

Værdisæt matcher Bankdatas

Området Wealth & Investments er vokset betydeligt de seneste par år. Årsagen er et øget fokus på digitalisering af investeringsområdet og et ønske om en forbedret private banking-oplevelse hos Bankdatas kunder. Kenneth Fiil skal nu være med til at løfte bankernes ambitioner på området.

”Kenneth er skarp på teknologi og ved, hvad der skal til for at opbygge en stærk engineering culture. Samtidig har han et værdisæt, der matcher Bankdatas rigtig godt, en stærk forretningsforståelse samt fokus på kunderne,” siger Martin Stampe, som er Senior Vice President for Digital Banking i Bankdata.

Større lederskab på teknologiagendaen

Kenneth Fiil er uddannet ingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Aarhus og har været i Lunar siden 2020. Inden da var han Development Manager hos Danske Bank, hvorfra han og Martin Stampe har kendskab til hinanden.

”Bankdatas ambitioner som teknologivirksomhed er enormt tiltalende. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Bankdata virkelig er på vej mod at tage et endnu større lederskab på teknologiagendaen. Der er masser af talent i Bankdata, kulturen er stærk, og man tager lederopgaven meget seriøst – det vil jeg gerne være en del af.”

Kenneth Fiil bor i Brabrand ved Aarhus.