Imagemåling: ”Ingen over eller ved siden af Bankdata”

For andet år i træk har Bankdata det bedste omdømme i sin kategori af virksomheder i Danmark. Det skriver mediet Finanswatch.

01 Mette Marie Buhl

”Der er ingen over eller ved siden af datacentralen Bankdata.” Sådan skriver mediet Finanswatch på baggrund af en imagemåling foretaget af analysevirksomheden Wilke.

Det er andet år i træk, at Bankdata indtager førstepladsen i kategorien ’Datacentraler’, og samtidig øger virksomheden afstanden til resten af feltet, da man også har den største fremgang. Resultatet vækker glæde i Bankdata.

Plads til personlige ambitioner og det hele menneske

“Vi arbejder hele tiden målrettet på at være en attraktiv arbejdsplads, hvor vi vægter personlig og faglig udvikling højt, hvor der er plads til store personlige ambitioner og hvor vi også har fokus på det hele menneske. Det vil sige, at tingene skal hænge sammen - både privat og arbejdsmæssigt. Det er ikke mindst vigtigt for en virksomhed som os, der er i vækst og skal tiltrække mange nye dygtige kolleger. I den situation er det fantastisk dejligt, at det arbejde anerkendes af andre end os selv,” siger Mette Marie Buhl, direktør for HR, Kommunikation & Strategi i Bankdata.

Ifølge Finanswatch og Wilke er imagemålingen den “største måling af de store finansvirksomheders image som arbejdspladser blandt de ansatte i finanssektoren”. Mere end 2.000 medarbejdere i finanssektoren har vurderet virksomhederne i finanssektoren i forhold til ledelsen, lønvilkår og karrieremuligheder – og ikke mindst ud fra deres ønsker til den ideelle arbejdsplads.

Om Bankdata

Bankdata er en af Danmarks største it-virksomheder med 900 medarbejdere. Bankdatas løsninger bruges hver dag af 7.500 bankmedarbejdere, 1,6 mio. privatkunder og 187.000 erhvervskunder.

Bankdata blev stiftet i 1966 og har i dag kontorer i Fredericia, Silkeborg og Aarhus.

Bankdata er ejet af otte danske pengeinstitutter; Jyske Bank, Sydbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Skjern Bank, Djurslands bank, Nordfyns Bank og Kreditbanken.

 

Kontakt

Presseansvarlig i Bankdata
Jens Refsgaard
T: 29898486
E: jrf@bankdata.dk