Installationsmester trækker stikket efter 35 år i Bankdata

Erik Nielsen

It-virksomheden Bankdata udgøres primært af it-udviklere, der bygger mobilbanker og finansiel infrastruktur for landets største banker. Men særligt én person, med en helt anden baggrund, har spillet en vigtig rolle for, hvor Bankdata er i dag. Han hedder Erik Nielsen, er uddannet elektriker og installatør og har haft ansvaret for Bankdatas bygninger, og at der var strøm i stikkontakterne til servere og computere de sidste 35 år. Nu er slut, den erfarne installationsmester går på pension 1. september.

Udvidelser hvert halvandet år
Installationsmesteren har fulgt it-branchens vækst indefra, siden han trådte ind ad døren første gang. Dengang beskæftigede Bankdata godt 100 medarbejdere og havde kun adresse på Bygaden i Erritsø. I dag er Bankdata Fredericia Kommunes største private arbejdsplads og en af landets store it-virksomheder med over 900 medarbejdere fordelt på fem kontorer i Fredericia, Silkeborg og Aarhus. Erik Nielsen har stået for alle udvidelser i sin tid i Bankdata.

”Vi har udvidet cirka hvert halvandet år for at følge med antallet af nye kolleger, og jeg har været med til udvidelser på Erritsø Bygade og nye kontorer på Østergårdsvej og Teknikervej i Fredericia. Så kom et ubemandet driftscenter i Taulov, et større nødstrømsanlæg og lokaler i Them. I 2016 åbnede vi et nyt kontor i Silkeborg og sidst et mindre kontor i Aarhus,” siger Erik Nielsen, som også måtte oprette en decideret facility-afdeling, for at kunne servicere de mange behov som opstod i takt med væksten.

Så sent som i sidste uge kunne Bankdata fortælle, at it-virksomheden har fået Aarhus Kommunes velsignelse til at bygge et helt nyt kontor til 1.100 medarbejdere. Samtidigt beholder Bankdata hovedkvarteret i Fredericia, hvorfra der i dag arbejder ca. 500 medarbejdere.

Ingen nedbrud som følge af billig-indkøb
Det har dog ikke været medarbejdertal, som har været det mest interessante for installationsmesteren.

”Jeg er jo tekniker, så det fagligt set mest spændende i alle årene har været de mange tekniske installationer, som var grundlaget for vores produktionsanlæg. Jeg føler mig privilegeret over at have været med, og mange af mine kolleger udenfor huset har misundt mig, fordi vi på Bankdata har valgt kvalitetsprodukter, når der skulle ny-installationer og bygninger til.”

”Jeg fik fra starten at vide, at vi ikke skulle have nedbrud, som kunne henføres til ”billig-indkøb” af installationsmateriel. Bygningerne er tilsvarende blevet til i samarbejde med byens mest velrenommerede arkitekter og ingeniører,” siger Erik Nielsen.

Kajakken skal i Lillebælt
Erik Nielsen er et ude- og morgenmenneske og skal nu bruge morgenerne i kajakken i Lillebælt eller på cyklen langs vandet.

”Vi bor i Snoghøj tæt på vandet, og jeg kan let tage kajakken på skulderen og sætte den i vandet. Det har jeg forsømt de sidste år.”

”Det, jeg kommer til at savne allermest, er selvfølgelig kollegerne rundt på alle adresserne. Men jeg glæder mig også til, at jeg selv kan råde over min tid.”

Om Bankdata

  • Bankdata er en af Danmarks største it-virksomheder med +800 medarbejdere. Bankdatas løsninger bruges hver dag af 7.500 bankmedarbejdere, 1,6 mio. privatkunder og 187.000 erhvervskunder.

  • Bankdata blev stiftet i 1966 og har i dag kontorer i Fredericia, Silkeborg og Aarhus.

  • Bankdata er ejet af otte danske pengeinstitutter; Jyske Bank, Sydbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Skjern Bank, Djurslands bank, Nordfyns Bank og Kreditbanken.